I aften var der i DR’s tv-program Magasinet Penge tema om Open Source. Der blev stillet spørgsmål som:
“Hvor mange penge sparer man på Open Source?”, “Fungerer det ordentligt?”, “Kan det samarbejde med alt andet?”, “Er det dårligere fordi det er gratis/Er det gratis fordi det er dårligt?”, “Kan det opfylde dagligdagens krav?” og lignende.
Jeg vil nu give min version af, hvad Open Source med mine godt og vel 2-3 års erfaring.
Hvor mange penge sparer man på Open Source?
Personligt har jeg ikke tal på, hvor meget jeg har sparet ved at bruge Open Source software. Men hvad Magasinet Penge fandt frem til var op mod 3-4.000 pr. ny computer der skulle bruge software.
Fungerer det ordentligt?
Et stort spørgsmål. Det fungerer i bund og grund lige så godt som alt andet.
Kan det samarbejde med alt andet?
Også i dén grad. Det er nærmere lukket software (Closed Source), der ikke kan det. OpenSource understøtter så vidt muligt ALLE filformater, og hvis det ikke er tilfældet, kan man være næsten sikker på, at udviklingen af en afviklingsmetode er i gang – for alle kan bidrage med hjælp til udviklingen af Open Source i modsætning til Closed Source, hvor der måske er 100-200 mennesker, der har indflydelse på det endelige resultat af et program, hvor det ved Open Source er et ubegrænset antal af udviklere, der kan være i gang på projektet på én gang.
Er det dårligere fordi det er gratis/Er det gratis fordi det er dårligt?
Nej. Det er intet mindre end ren fordomsfuldhed. Open Source er helt generelt langt mere stabilt og hurtigt end Closed Source. Det opfylder langt de fleste krav og mulighederne er uendelige. Alt kan lade sig gøre i Open Source og alle kan bidrage med sit til fremgangen.
Opfylder det dagligdagens krav?
Helt bestemt. Det opfylder uden tvivl alle mine krav. Det har samme egenskaber som hvilken som helst anden softwaretype. Hvad Magasinet Penge glemte at fortælle om er, at Open Source systemer som Linux sagtens kan køre de moderne spil, hvis man installerer Wine, Cedega, X-Over Games eller lignende Open Source programmer.
Hvorfor åbne kilden til sit program?
Det er måske en lidt venstreorienteret måde at udvikle programmer på, men dermed betyder det bestemt ikke, at det er nogen dårlig måde. Meningen med det er, at en person eller et Open Source firma starter et program op og frigiver alpha- og beta-versioner, udviklingsversioner osv. Dem, der starter programmet op, har rettighederne til programmet. MEN alle andre har lov til at kigge i kildekoden, redigere den, komme med plugins (tilføjelser), komme med bugfixes (fejlrettelser) og hjælpe til på alle måder. På den måde behøver man ikke vente lange perioder på at de pengegriske udviklere hos eksempelvis Apple eller Microsoft kommer med ens ønskede ændring/tilføjelse, for man kan jo bare lave det selv eller få enhver person med kendskab til programmering af den slags, hvis man ikke selv har, til at gøre det for sig, og vedkommende kan dernæst lægge det på nettet, så alle og enhver kan få glæde af det.
Man kan jo ikke se DR NetTV?!
Jo, med VLC kan man. VLC er en Open Source media player. Det glemte Magasinet Penge blot at vise i deres udsendelse. Evt. hjælp til dette findes her: http://www.dr.dk/hjaelp/drdktv/20080108145038.htm
Hvis der er andet ang. Open Source, I vil have mit syn på, så sig endelig til.
Udover disse mange spørgsmål, vil jeg gerne selv tilføje lidt af hvad jeg selv finder dejligt ved Open Source.
Frihed
Indenfor Open Source betyder frihed en hel del. Når det kommer til Closed Source, har man i bund og grund ikke meget frihed, for man ved jo når det kommer til stykket intet om, hvordan programmet er bygget op, og man bliver betragtet som kriminel, hvis man prøver at finde ud af det. Man har ligeledes heller ingen ret til at gøre noget som helst ved programmet. Det SKAL være som udviklerne har bestemt, det skal være, og det er efter min mening ikke frihed, når andre bestemmer over noget, man selv har investeret i. Ved Open Source derimod, har man frihed til at gøre præcis hvad man har lyst til med programmet for programmets, ens eget og forbrugernes bedste. Dette betyder f.eks., at fejl kan blive opdaget af enhver og være rettet af enhver ti minutter senere.
Design
De fleste Open Source systemer er lavet for at være stabile og kunne køre på selv nogle af de gamle computere fra midten af 90′erne. Derfor er det også påkrævet et enkelt (måske direkte grimt) og stabilt design, der gør, at disse computere ikke bliver overbelastede. Har man derimod en ny og moderne computer, kan Open Source systemer som Linux, diverse BSD’er osv. sparke Windows Vista’s og Mac OSX’s røv i småstykker. Hvis man virkelig vil have design, skal man have KDE 4, Compiz Fusion og Emerald sat sammen, og det bliver meget svært at slå. Igen kan ALLE lave om på designs, alle kan lave nye grafiske effekter, alle kan rette fejl i designs, man har simpelthen ret til at gøre hvad man har lyst til med designet, som man også har med alt andet Open Source.
Generelt elsker jeg bare Open Source fordi man har ret til at gøre præcis hvad man ønsker med det, man kan få det til at se ud, som man har lyst til, man kan gøre simpelthen alt med det. Og jeg håber virkelig, at folk vil indse, at det er kapitalismen, der har hjernevasket folket til at købe deres dyre produkter, der slet ikke er bedre end de gratis alternativer.